Aarhus Kommune – Børn og Unge

Trivselsundersøgelse blandt 12.000 medarbejdere

I løbet af efteråret 2009 gennemførte Epinion en omfattende trivselsundersøgelse blandt samtlige ca. 12.000 medarbejdere på børne- og ungeområdet i Aarhus Kommune. Undersøgelsen tog udgangspunkt i det såkaldte ‘mellemlange spørgeskema’ fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og afdækkede således faktorer såsom medarbejdernes trivsel og jobtilfredshed, oplevelse af tillid, retfærdighed, ledelseskvalitet, kvantitative og kvalitative krav, samt om medarbejderne inden for det seneste år har været udsat for mobning, chikane, trusler eller vold.

Inden selve dataindsamlingen blev alle ledere med personaleansvar bedt om at validere oplysninger om, hvilke medarbejdere der er tilknyttet netop deres enhed for at opnå et så præcist og dækkende datagrundlag som muligt.

Alle medarbejdere modtog enten et papirspørgeskema eller en e-mail med link til et elektronisk spørgeskema. Via en række tiltag der kunne bidrage til at øge svarprocenten (f.eks. løbende orientering af alle ledere om den aktuelle svarprocent i netop deres enhed), lykkedes det at opnå en svarprocent på 77 pct.

På baggrund af den omfattende dataindsamling blev der udarbejdet rapporter på fem forskellige niveauer i organisationen: Fra hver enkelt afdeling af et dagtilbud eller en skole, en tandplejeklinik eller et administrativt kontor til hele Børn og Unge-forvaltningen. Der var også mulighed for, at de enkelte arbejdspladser efterfølgende kunne bestille rapporter med særlige dataudtræk – eksempelvis udvalgte medarbejderkategorier. Der er således samlet set udarbejdet og distribueret knapt 900 forskellige rapporter.

Den samlede rapport for hele Børn og Unge indeholdt avancerede statistiske analyser af årsagssammenhænge mellem de enkelte faktorer for således at bidrage med handlingsorienteret viden om, hvilke forhold der kan have betydning for, om medarbejderne føler sig stressede.

Udover de mange rapporter har Epinion også præsenteret resultaterne for ledere og medarbejderrepræsentanter på seks stormøder med deltagelse af over 1.000 personer. Resultaterne er også fremlagt for og drøftet med HovedMED-udvalget samt Børn og Unges øverste ledelse.

Resultaterne af undersøgelsen anvendes nu i Børn og Unge

Resultaterne af trivselsundersøgelsen anvendes i Børn og Unge af både de enkelte sikkerhedsgrupper og lokale MED-udvalg på såvel områdeniveau som forvaltningsniveau. De enkelte enheder udarbejder på baggrund af deres egen rapport en handlingsplan for, hvordan det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladsen kan forbedres. Fra centralt hold er desuden udpeget en række indsatsområder, som er gældende for hele organisationen.

Børn og Unge har ved flere lejligheder givet udtryk for, at de er særdeles tilfredse med opgavens gennemførelse, og at resultaterne er meget anvendelige.